Omsorgsroller, følelsesmæssig spisning – og kroppen, der prøver at regulere
For nogle uger siden skrev jeg et indlæg om, hvad der sker, når kroppen bliver sat på lydløs.
Hvordan mange kvinder – særligt i omsorgsroller – over tid mister kontakten til kroppens signaler.
Og hvordan det kan øge tendensen til at bruge mad til at regulere uro, pres eller følelsesmæssig belastning.
Men der er en anden vigtig dimension i omsorgsarbejde, som jeg kun kort nævnte i sidste indlæg.
Noget jeg de seneste uger har arbejdet endnu mere med efter et kursus i at forebygge omsorgstræthed.
Nemlig det, man kunne kalde:
At låne sit nervesystem ud.
Når vores nervesystem arbejder for andre
I mange omsorgsfag – og i mange omsorgsroller privat – er relationen selve arbejdet.
Man skal ikke bare udføre en opgave.
Man skal også være nærværende, indfølende og kunne rumme andre menneskers følelser.
Man mærker stemninger i rummet.
Registrerer uro hos et barn.
Angst hos en patient.
Frustration hos en borger.
Sorg hos en pårørende.
Det gør vi helt naturligt, for vi er designet til at regulere hinanden og os selv i hinanden
Det er en utrolig vigtig menneskelig evne.
Men det betyder også, at når ens eget nervesystem konstant arbejder med at registrere og regulere andre mennesker, mange timer om dagen – eller gennem mange år – kan det have en pris.
Kroppen, der står i baggrunden
Når opmærksomheden er rettet udad det meste af tiden, og pilene sjældent peger hjem, sker der ofte noget andet samtidig:
Opmærksomheden indad bliver svagere.
Mange begynder gradvist at:
Overhøre træthed
Overse spændinger
Skubbe egne behov til senere (og, hvornår kommer det ”senere” egentligt
Ikke fordi man ikke ved bedre.
Men fordi situationen kræver noget andet lige nu.
Problemet er bare, at kroppen ikke glemmer.
Den registrerer stadig belastningen – og det staser sig op.
Og på et tidspunkt vil den forsøge at regulere.
Når reguleringen sker indirekte
Hvis kroppen ikke får lov til at regulere løbende, begynder den at sende nødblus afsted.
For nogle viser det sig som:
Indre uro
Træthed, der ikke rigtig går væk
Følelsen af at være følelsesmæssigt drænet
eller en stærk trang til noget, der kan give hurtig lindring
For mange bliver mad en af de måder, kroppen -nervesystemet- forsøger at skabe regulering på.
Det er let tilgængeligt og virker med det samme… på den korte bane.
Omsorgstræthed handler ikke kun om arbejdet
Omsorgstræthed opstår ikke kun, fordi arbejdet er hårdt.
Det opstår ofte, fordi balancen mellem at være til stede for andre og være til stede for sig selv bliver for skæv.
Når kroppen igen og igen må vente.
Når reguleringen hele tiden udsættes.
Når man er dygtig til at mærke andre – men efterhånden mindre sikker på, hvad man selv mærker.
Kroppen som samarbejdspartner
Noget af det, jeg allerede arbejder meget med i mit arbejde – og som jeg har fordybet mig ekstra i den seneste tid – er det, man kalder embodiment.
Kort sagt handler det om at genopdage kroppen som en vigtig budbringer og samarbejdspartner i stedet for noget, der skal ignoreres eller kæmpes imod.
Det betyder blandt andet at:
At lære, at lægge mærke til kroppens signaler tidligere
Kunne regulere nervesystemet løbende
At genkende følelser som kropslige fornemmelser
(Følelser bor nemlig i kroppen – ikke hovedet, som man let kommer til at føle, når kroppen er afkoblet og tanker og følelser flyder sammen)
Det lyder måske banalt.
Men for mange mennesker, der har været vant til at sætte sig selv sidst i mange år, er det faktisk en færdighed, der skal genlæres.
Små justeringer kan ændre meget
Inden du opgivende lukker browseren ned over udsigten til endnu en ting, du burde arbejde med, så vid, at en vigtig pointe er, at det ikke nødvendigvis handler om store livsændringer.
Ofte begynder arbejdet i det helt små:
En lille opmærksomhed.
Små teknikker – sågar helt ned til 1 gang om dagen i 20 sekunder (Ja, sekunder!)
Det er ikke quick fixes, men træning i små skridt, der hjælper dit nervesystem med at komme hjem igen efter at have været lånt ud en hel dag.
Mikrotræning, der forebygger udbrændthed, omsorgstræthed – og ikke mindst behovet for at spise for at dulme, finde ro, eller for at mærke dig selv.
Det er netop den type arbejde, vi fordyber os i på workshoppen Afspænd dit nervesystem.
Her klæder jeg dig på til at forstå, hvad der sker inden i din krop og dit nervesystem og lærer dig, hvordan du kan tage kærligt fat om den egentlige årsag til, at din krop kalder på mad, der ikke handler om sult.
Hvis du er nysgerrig på det, kan du læse mere om workshoppen her.
(Obs tilmeldingen til forårets workshop lukker på tirsdag.)
Kærligst
Lene
