Mad, følelser og omsorgsroller
En meget stor andel, af de kvinder jeg hjælper med følelsesmæssig spisning, arbejder i omsorgsfag;
De er pædagoger, SOSU’er, sygeplejersker, lærer, præster, jordemødre osv. Og mange af dem, der ikke arbejder i omsorgsfag, har ofte store omsorgsroller privat.
Og fælles for mange af dem er én ting:
De har ofte enormt svært ved at mærke deres krop.
Det er en tankevækkende – men ikke en tilfældighed.
I disse dage holder jeg foredrag i en håndfuld biografer for Dansk Sygeplejeråd om netop ”Mad og følelser i et omsorgsfag”.
Her dykker jeg ned i, hvad der er så særligt ved omsorgsfag og omsorgsroller, der potentielt skubber én væk fra at mærke sig selv og i stedet øger risikoen for at bruge mad til at finde ro, distraktion eller regulering.
Noget af det handler om vilkår i sundhedsvæsenet.
At basale behov må undertrykkes fx,
- At det kan være svært at nå på toilettet.
- Måltider må springes over.
- Der er ikke tid til at sidde ned.
Samtidigt kan arbejdet være præget af uforudsigelighed. Syge mennesker kan forværres pludseligt og der er et konstant underliggende alarmberedskab.
En anden del handler om at låne sig selv og sit nervesystem ud, som en del af sit arbejde.
Det vil jeg gå mere ind i, i næste indlæg.
Når egne behov bliver sat på lydløs
Når man over længere tid bliver vant til at overhøre egne behov – sult, træthed, spænding, uro – så sker der noget afgørende:
Kroppens signaler bliver svagere.
Kroppen registrerer, at det den beder om ikke bliver mødt. Over tid aktiveres en form for besparelsesmekanisme, hvor kroppen skruer ned for signalerne, fordi de alligevel ikke bliver hørt.
Og så står man pludselig i situationer, hvor man ikke rigtig kan mærke:
- Er jeg egentlig sulten?
- Eller er jeg bare træt?
- Presset?
- Overbelastet?
- Følelsesmæssigt drænet?
Det eneste du opdager er, at du spiser.
Nogle gange som direkte forlængelse af noget, der gav god mening ville give trang til at spise
- og andre gange som noget, der sker ud af det blå.
Når uklare signaler fører til følelsesmæssig spisning
Mange tror følelser opstår i hovedet, men faktisk har de deres udspring i kroppen – i en fysisk fornemmelse.
Når vi ikke mærker vores krops signaler ordentligt, når vi heller ikke at fange følelsens udspring og chancen for at forstå og agere på den. Nervesystemet registrer bare et eller andet form for ubehag, der lynhurtigt skal væk fra vores bevidsthed.
Når kroppens signaler bliver uklare, gør nervesystemet det, det er bedst til:
Det vælger det, der virker hurtigst og mest forudsigeligt.
Og for mange er det mad.
Mad som regulering
Når mad bruges til at dulme, distrahere eller skabe et øjebliks ro, sker der en række biologisk processer.
Mad kan:
- dæmpe stressresponsen
- aktivere belønningssystemet
- skabe midlertidig regulering
- og give en oplevelse af “at lande i kroppen igen”
På overfladen kan det virke som en god løsning.
Problemet er bare, at:
- Effekten er kortvarigt
- Den ekstra mad kan blive et sundhedsproblem på sigt
Men det største problem er:
at mad bliver en nødventil til at lukke for meget tryk ud af systemet.
Allerhelst skulle trykket jo ikke stige så meget, at der blev behov for en nødventil.
Men når vi ikke mærker os selv, kan vi heller ikke fange signalerne på at trykket stiger – og så er der lige pludselig akut behov for en ventil.
Og fordi signalerne indefra bliver tiltagende svage, så opleves det nogle gange som om trangen til mad opstår ud af det blå.
Omsorgsroller og kroppen, der må vente.
I mange omsorgsroller – både professionelt og privat - er der et mønster:
- egne behov kommer sidst
- tempoet er højt
- pauser er noget, man “tager bagefter”
- kroppen må vente
Men kroppen kan ikke vente uendeligt.
Følelser du ikke mærker, forsvinder ikke.
Det hele staser sig op.
Konsekvensen af at overhøre kroppen:
For nogle ender det med, at kroppen får nok af ikke at blive lyttet til – og begynder at råbe:
I form af belastningsreaktioner, smerter eller helbredsproblemer.
For andre viser det sig mere stille: Som skam, selvkritik eller følelsen af ikke at have styr på sin spisning - og det opslidende i aldrig at have mental madro.
Vi ser på spisningen – maden - som problemet, men det virkelige problem er,
at kroppen er blevet sat på lydløs.
Derfor handler følelsesmæssig spisning aldrig om mad alene. Og derfor er en stor del af mit arbejde at hjælpe kvinder til at mærke dem selv igen.
At skrue lyden op igen – nænsomt og i dit tempo
Når kroppen har været sat på lydløs længe, handler vejen tilbage ikke om at tage sig sammen eller begynde at mærke alting på én gang.
Tværtimod.
For mange er det netop forsøgene på at presse sig selv – også med “gode vaner” – der har været med til at overdøve kroppen endnu mere.
At begynde at mærke sig selv igen starter et andet sted.
I nervesystemet
og i sansningen.
I evnen til gradvist at skabe mere ro - og derigennem få adgang til mere regulering og mere plads indefra.
Det er præcis det, vi arbejder med på workshoppen Afspænd dit nervesystem.
Her handler det ikke om at gøre mere eller tage sig sammen, men om at:
- at lære kroppen at bevæge sig ud af det ubevidste alarmberedskab
- at blive bedre til at registrere tidlige signaler som sult, træthed og uro, før de vokser sig store
- at skabe små, konkrete erfaringer med at lande i kroppen igen
- og dermed mindske behovet for, at mad bliver den primære reguleringsstrategi
Workshoppen er bl.a. for dig, der ofte:
- oplever indre uro,
- føler dig overvældet eller
- føler dig drænet
– og ender med trang til mad
Hvis du er nysgerrig på, hvordan det kunne føles at skrue lidt op for kontakten til dig selv igen, kan du læse mere om workshoppen her:
Kærligst Lene
Ps. Der er netop åbnet for tilmelding, og pladserne er begrænsede
