Det er ofte de små følelser og kropslige signaler, du aldrig nåede at opdage, der sender dig i køkkenskabene.
Mange kvinder kommer til mig med én af to forklaringer:
"Jeg spiser på mine følelser."
eller:
"Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg gør det. Det sker bare."
Men uanset hvilken forklaring de starter med, viser der sig ofte det samme:
De leder efter de forkerte steder at forstå deres spisning.
Når forklaringen ikke forklarer nok
Mange af de kvinder jeg taler med, har allerede været igennem en lang række forsøg på få styr på deres spisning:
- Kostplaner.
- Kalorietælling.
- Vaneændringer.
- Motivationsforløb.
- Adskillige “tage sig sammen”-perioder.
Og alligevel vender mønsteret tilbage igen. 😞
Ikke nødvendigvis som store overspisninger hele tiden.
Men som noget mere snigende:
Den automatiske tur i køkkenet.
Chokoladebaren i bilen efter hvert indkøb
Den tiltagen indre dialog om, hvad du ”ikke burde”.
Spisning uden egentlig sult.
Eller følelsen af først at opdage det, bagefter.
💡Og her begynder noget vigtigt at vise sig:💡
Det handler ikke kun om de store følelser.
De følelser vi kan pege på – og dem vi ikke når at opdage
Hvis jeg spørger direkte:
“Hvad plejer at udløse din spisning?”
Så svarer de fleste hurtigt:
Kedsomhed. Tristhed. Stress. Ensomhed.
Og det giver god mening at de svarer sådan.
Det er, hvad jeg typisk vil kalde de lidt ”større” følelser.
Større følelser larmer gerne lidt mere📢
– gør mere opmærksom på sig selv, hvorfor vi lettere genkender dem og opdager, at vi fx spiser på dem.
Men de større følelser er sjældent dem, der fylder mest i min praksis.
For meget af den spisning, der skaber fastlåstheden, lidelsen og kampen, sker faktisk ikke midt i de store følelsesudsving.
Den sker imellem dem.
I det neutrale.
I det “helt almindelige”.
💡Når vi begynder at kigge lidt nærmere på mønstrene i hverdagen, opstår der et andet billede.
Forestil dig, at du kommer hjem fra arbejde.
Du føler dig ikke stresset.
Du er ikke ked af det.
Du er ikke vred.
Faktisk ville du nok beskrive dagen som ganske almindelig.
Men dagen har budt på en lang række små tilpasninger:
Du skulle fx. lynhurtigt skifte mellem at være mor og medarbejder i morges.
Du har udsat din egen frokostpause.
Taget hensyn til kollegaer.
Besvaret beskeder, der afbrød det du var i gang med.
Skyndt dig videre.
Ignoreret trætheden.
Ignoreret en frustration.
Ignoreret behovet for en pause, så du liige kunne nå...
Da du åbner køkkenskabet om eftermiddagen, føles det ikke som følelsesmæssig spisning.
Det føles bare som… lyst til noget.
Følelser som grundfarver
Mange af os har ikke lært hele vores følelsesrepertoire at kende.
Vi kender alle de basale følelser som glæde, vrede, trist osv. på samme vis som vi kender grundfarverne Rød, gul, blå.
Men, hvor vi ved, at farverne kan blandes og der er hundredvis af nuancer af grundfarverne, så er rigtigt mange ikke indført i følelsernes nuancer.
Har vi ikke enten har sprog for dem eller erfaring med at genkende dem, så giver det rigtigt god mening, at vi "bypass'er" alle nuancerne – og dermed heller ikke kan handle på deres beskeder til os.
De små ”hverdagsfølelser”
Alle følelsernes små nuancer er, hvad jeg plejer at kalde ”De små hverdagsfølelser”.
En lille irritation.
Et lille suk.
Et lille savn
Lidt overvældelse
Et kort stik af ikke at gøre det godt nok / være god nok
En usikkerhed.
Nogle registrerer vi slet ikke bevidst – andre er vi så vant til, at de derfor heller ikke tillægges nogen opmærksomhed.
Fx, hvis baggrunds”musikken” i dit hoved, altid har været ”Greatest Hits of Usikkerheder”, så er det jo bare den måde, du er i verden på uden at fokusere ret meget på, at det kunne være anderledes.
Følelserne bor i kroppen
Når vi ikke opdager eller tilskriver de små hverdags følelser nogen betydning så opdager vi heller ikke deres kropslige udtryk.
Let uro
En spænding i kroppen.
En indre rastløshed.
En lidt ”holdt” vejrtrækning.
Et lidt stramt bryst
Træthed eller tyngde i kroppen.
Alt det som vores nervesystem helt sikkert registrerer
– og registrere som ubehag og dermed gerne vil have reguleret væk.
Når kroppen bliver overhørt
Når vi overser de små hverdagsfølelser igen og igen, mister vi gradvist kontakten til de signaler, der forsøger at fortælle os noget.
Kroppen bliver ikke tavs.
Men vi bliver dårligere til at høre den og forstå den.
Og når vi ikke opdager behovet for en pause, omsorg, restitution eller aflastning, finder systemet andre måder at skabe regulering på.
For mange bliver mad en måde at regulere sig på.
En hurtig og velkendt genvej til at skabe et lille skifte i en tilstand, som man måske aldrig nåede at opdage, man var havnet i. 😧
Når mad bliver en regulering – ikke en beslutning
Det er her, mange bliver frustrerede.
For det føles ikke som et valg.
Det føles som lyst.
Som en impuls.
Som noget, der bare sker.
Og netop derfor kommer mange til at føle sig fastlåste og til at konkludere, at de mangler disciplin.
At de burde kunne tage sig mere sammen.
Have mere kontrol.
Hvis spisningen bare handlede om bevidste valg, ville det være så meget nemmere at ændre. 😮💨
Men når den er koblet til noget så subtilt som kropslige signaler og små hverdags-følelser, der ikke bliver registreret i tide så giver strategierne:
“jeg skal bare tage mig sammen”
“jeg må ikke have det i huset”
“jeg må max få x kalorier”
…kun kortvarig effekt.
Fordi de ikke rammer det sted, hvor det starter.💡
Det, vi begynder at arbejde med
Når vi arbejder med følelsesmæssig, automatisk og impulsiv spisning, handler det derfor om at slippe fokus på maden og gå baglæns derfra. ◀️
At begynde at opdage følelserne, kroppen og tankerne.
Ikke kun de store.
Men de små.
At kunne registrere og differentiere – udvide repertoiret af følelsesmæssig nuancer🌈:
Kun opdage og tolke “Hvad sker der i mig lige nu – før jeg spiser?”
Og det kræver noget, de fleste aldrig er blevet trænet i:
At være i kontakt med kroppen uden at skulle løse noget med det samme.
Næste skridt
Genkender du noget af det her i dig selv, betyder det ikke, at du har gjort noget forkert.
De mønstre, du kæmper med i dag, er sjældent opstået tilfældigt. Tværtimod er de ofte udviklet som måder at håndtere noget på, længe før du blev bevidst om det.
Problemet er bare, at dét, der engang hjalp, ikke nødvendigvis hjælper længere.
Og når spisningen i virkeligheden handler om signaler, følelser eller behov, du aldrig når at opdage, giver det god mening, at mere kontrol, flere regler og større viljestyrke ikke har løst problemet.
Hvis du kan mærke, at det her rammer noget vigtigt hos dig, kan en gratis afklarende samtale være et første skridt.
Her ser vi sammen på din situation, hvilke mønstre der ser ud til at drive din spisning, og hvilke muligheder der findes for at arbejde videre med det.
